Herning NYkirke

Vi bygger
en ny kirke

Om projektet og indsamlingen til en ny kirke i Herning.

Herning NYkirke

Under kampagnetitlen Herning NYkirke samler vi ind til en kirke med mere fysisk plads. Tanken er, at 2026 primært skal bruges til information og indsamling af tilsagn fra hele menigheden, så vi hen mod slutningen af året endeligt kan beslutte, om vi skal gå i gang.

I løbet af de næste to år skal vi samle penge ind, så vi omkring nytår 2029 forhåbentlig kan låne resten og være klar til at købe en bygning. I løbet af efteråret indsamler vi tilbagemeldinger fra alle medlemmer om, hvor meget man er i stand til at give til bygningsprojektet, og hvordan man ønsker at gøre det.

Giv allerede nu et bidrag på MobilePay 424 218 (søjle 1 i diagrammet nedenfor).

01

Hvorfor ønsker vi nye bygninger?

  • Udviklingen viser flere medlemmer, men ikke flere kirkegængere
  • Nogle bliver væk i forventning om pladsmangel, og nogle er vendt om i døren
  • Der er store børne- og juniorårgange på vej
  • Vi har utilstrækkelige kontorfaciliteter
  • Vi har ikke plads til (selv en lille) vækkelse!

Statistik
I 2025 var der over 170 deltagere (180 pladser) til 36% af gudstjenesterne.

Kort om den reelle pladsmangel
Baseret på spørgeskemaundersøgelsen i Herning Bykirke er der en betydelig andel af medlemmerne, der oplever de fysiske rammer og mængden af mennesker som en barriere for deres fremmøde (barriere er ikke det samme som at man ikke kommer, men det er en reel udfordring og nogle gange en årsag til ikke at komme til gudstjeneste).

Nogle konkrete tal fra spørgeskemaundersøgelsen

  • 57 personer, hvilket svarer til ca. 61 % af alle respondenter (57 ud af 93), angiver, at de indimellem bliver hjemme på grund af enten trængsel i lokalerne eller fordi det er uoverskueligt med mange mennesker (det er selvfølgelig ikke den eneste grund, men det er en af dem).
  • 41 personer (ca. 44 %) peger specifikt på, at der er for trangt i lokalerne som en årsag til fravær.
  • 36 personer (ca. 39 %) angiver, at det er uoverskueligt med så mange mennesker som en grund til at blive hjemme.
  • Denne oplevelse af pladsmangel bekræftes af kirkens statistikker, som viser, at gennemsnitsfremmødet ved gudstjenester med dåb er på 185 personer, hvilket overskrider kirkesalens maksimale kapacitet på 180 personer.
02

Indsamlingsstatus (mål: 12 mio)

Spørgsmål om økonomien?

Tekniske spørgsmål vedrørende økonomien kan rettes til Peter Bo Christensen på 22 79 40 29.

Peter Bo Christensen

03

Vælg den dato der passer dig

Infomøder for alle

Virker skemaet ikke her på siden, kan du åbne det i et nyt vindue: tilmelding til infomøderne.

04

Ofte stillede spørgsmål og svar

Hvorfor lejer vi os ikke bare ind et andet sted?

Fordi de specifikke funktioner og rum, vi har brug for, vil kræve større ombygning. Vores erfaring viser, at det er urealistisk at satse på den mulighed.

Hvorfor udvider vi ikke bare på Poppelvej?

Det er blevet undersøgt både at udnytte kælderen og bygge ud, men indtil videre har det været voldsomt dyrt, og det kræver stadig startkapital.

Hvorfor er det netop 12 mio., der skal samles ind?

De 12 mio. er estimeret ud fra vores behov for plads i en lokalitet inden for Herning byskilt og Tjørring. Vi forventer, at vi med 12 mio. ”i kassen” suppleret med de sparede nuværende lejeudgifter kan finansiere køb og drift af et nyt domicil.

Hvad er tidsperspektivet?

Om alt går vel, sidder vi om 10 år i en kirke, der er købt og betalt.

Hvor meget skal hvert medlem i gennemsnit bidrage med?

For at nå indsamlingsmålet skal alle medlemmer som en tommelfingerregel årligt give samme beløb til indsamlingen, som de hver især årligt giver i gaver til kirken.

Skal man som medlem give til indsamlingen?

Enhver skal give efter evne, og det er helt i orden. Nogle kan give mere end gennemsnittet, mens andre kan give langt mindre. Det er dog afgørende for, at projektet lykkes, at alle bærer med. Enhver giver det, man kan og vil – det er helt frivilligt.

Er et gavebrev bindende?
  • Gavebreve løber altid i 10 år.
  • Man kan kun annullere en gavebrevsaftale, hvis man melder sig ud af kirken.
  • Hvis man holder op med at betale på gavebrevet efter f.eks. fem år, annulleres hele gavebrevet, og man skal betale den skat, man har sparet gennem disse fem år.
  • Man kan ikke, som det tidligere har været muligt, betale hele beløbet forud og få fradraget fordelt over 10 år. Der skal hvert år være registreret en eller flere indbetalinger, som tilsammen svarer til årets ydelse på gavebrevet.
Hvad sker der med de indsamlede penge, hvis projektet ikke bliver til noget?

Man kan ikke få pengene tilbage fra kirken, hvis projektet af den ene eller den anden grund falder til jorden undervejs. Derfor går vi kun i gang, når vi har tilsagn om så mange penge, at vi virkelig tror på, at det kan lykkes.

Hvor stor skal den nye bygning være – og hvordan skal pladsen fordeles?

Vi estimerer et behov på omkring 1.600 m². Grundplan og pladsfordeling afhænger helt af den konkrete bygning. Her er et eksempel fra en bygning på Hammershusvej, som vi havde kig på i september 2024.

Eksempel på mulig pladsfordeling i en ny kirkebygning